Sad i aftes i stuen med lærlingen. Jeg kunne høre E stod op og kom ned af trappen fordi hun skulle på toilet. På vej ned af trappen begynder hun at tage sine underbukser af.
Jeg blev straks slået tilbage til en episode og knækkede sammen af grin (af hensyn til fremtidige traumer bliver det ikke udspecificeret). Lærlingen kiggede undrende på mig – ja jeg er en mor der griner af mine børn. Nogen gange gør de simpelthen ting hvor jeg ikke kan styre mig. Jeg sprutter af grin. Tårerne triller ned af mine kinder. Jeg er så dybt upædagogisk. Heldigvis har jeg fundet mig en mand der er en del mere pædagogisk end mig. Han tager det hele lidt mere i stiv arm. Jeg tror han nogen gange synes det er for meget. Men heldigvis kan mine unger også grine af det de gør – altså bagefter. En vigtig egenskab hvis du spørger mig.
Lige så tit jeg kan grine af/med dem lige så tit græder jeg med dem. Jeg bliver så ked af det hvis der sker noget med dem eller hvis de bliver uretfærdig behandlet. Den dag E skulle vise sig og endte med at knalde hovedet i gulvet – gik jeg i panik (glemte alt om det jeg arbejder med) og hev hende op fra gulvet. Græd med hende, blev simpelthen så bange fordi hun var bange. Men igen var lærlingen rolig (hvad skal jeg dog gøre uden ham). Heldigvis skete der ikke noget og hun gør igen tossede ting (og min hjerne går i panik når jeg kigger på hende krumspring).
Der er stor forskel på mine piger. E er først blevet en vovehals i en alder af 7. M har altid været det og har allerede haft sit første skadestue besøg med flækket øjenbryn. Hun fik ”bare” plaster på. Men hun rev det af det gad hun godt nok ikke.
Den mængde buler og skrammer M har haft i sine to leveår slår med flere længder hvad E har.
Jeg håber ikke mine børn bliver traumatiseret af min ”ondskab” og jeg undskylder allerede nu for fremtidig psykologhjælp. Jeg håber til gengæld de får humor og ikke altid er så alvorlige.
Er godt nok noget længe tiden dette billede blev taget...
